Introduktion til stress og panik‑angst

Det var en almindelig dag, hvor nogle venner af familien kom forbi klinikken og så, hvordan den så ud. De bemærkede de forskellige uddannelses‑diplomer, der hænger på en væg i klinikken.
Jeg har dem hængende mest for min egen skyld, så jeg løbende har mulighed for at huske mig på det faglige felt. Det er som med mine bøger i reolerne. De minder mig om, hvad jeg har fordybet mig i gennem tiden, og jeg bliver mindet om det i min hverdag, så jeg kan videreudvikle min faglighed og integrere viden i min praksis.

En personlig beretning om stress og panik‑angst

Min opmærksomhed og udvikling startede oprindeligt for ca. 25  år siden – da jeg nogle gange i løbet af et år fik mærkelige oplevelser, hvor jeg pludselig ikke kunne trække vejret. Det blev så voldsomt, at min mand kørte mig afsted til skadestuen “babubabu” med åbne vinduer, i en halv time til vagtlægen,  mens jeg var i panik over at skulle dø. Efter et stykke tid opdagede jeg, at det nok var det, man kaldte hyperventilering, panik‑angst, og nogle talte om angst og depression.

Det skete nogle gange, og en dag blev det alt for meget for min krop. Jeg ringede til lægen en dag, hvor jeg bogstaveligt talt kravlede langs væggene, fordi min hjerne, og mit nervesystem var så belastet, at jeg havde selvmordstanker – jeg var oprigtigt bange for, at jeg blev overtalt af min hjerne til at slå mig selv ihjel.
Min læge var omsorgsfuld og vidste, at noget var galt, da jeg ringede og bad om at komme ind, selvom det var efter lukketid i praksissen. Jeg havde i et stykke tid forsøgt at få hjælp til min trivsel, men det lod sig ikke ændre, så jeg tog til lægen og fik at vide, at jeg var syg med belastning. Hun gav mig samtaler i praksissen, så hun kunne holde øje med min trivsel. Der var meget skam forbundet med det at være ramt. Det var ikke kun min egen skam men også min omverdens skam. Skammen over ikke at kunne klare mig selv. Skam over at skulle fortælle min omverden om at jeg ikke kunne slå til.

Det interessante var, at der ikke rigtig var noget sprog for, hvad jeg fejlede. Jeg husker dagen så tydeligt; tiden stod stille, ligesom når man oplever, at en i familien er død. Det var nu, jeg måtte sætte mig selv i centrum, jeg måtte tage mig af mig selv – min familie blev nødt til at hjælpe MIG og støtte mig – og hele systemet omkring mig måtte stoppe op sammen med mig for at ændre, hvordan vi var sammen. Det tog ca. 2  år, hvor jeg var helt flad og ikke kunne være sammen med nogen mennesker. Hver gang jeg var sammen med andre i små 15 minutter, måtte jeg gå i seng og lægge mig, min mand måtte lægge sig bag ved mig og holde om mig for at der kom mere ro på nerverne,  fordi hele nervesystemet var i alarmberedskab.

Ingen fortalte mig, hvad jeg fejlede, for ingen vidste noget om stress og stress‑symptomer eller hvad man stillede op med det. Så jeg gik i gang med at finde min egen vej. Jeg opdagede flere mulige måder at regulere tilstanden på, og en af mine store hjælpere var yoga, meditation og pranayama/åndedrætsøvelser, qi‑gong og tai‑chi‑øvelser. Det er i dag også det, jeg laver, nogle gange mere end andre, men jeg har lært mig adgang til de forskellige praksisser. Det var en lang og “uglet” vej til heling. Jeg måtte læse mig igennem flere bøger, og Jes  Bertelsens bog om chakra var en åbenbaring for mig på sjæleplan. Der opdagede jeg, at det spirituelle plan var et meget nært tilknyttet plan hos mig. Jeg oplevede det som Pandoras æske; alt blev levende, og den bevidsthed blev en af mine tidlige sandhedslinjer i forståelsen af, hvad liv er, og at vi er liv.

Mit liv blev bedre den dag, jeg fandt ud af, hvad jeg egentligt havde lyst til at beskæftige mig med og fordybe mig i. Det blev en lang rejse igennem voksenpædagogiske uddannelser, diplomuddannelser og endnu flere uddannelser inden for læringspsykologisk område. I  2008 mødte jeg en meget vigtig person i mit liv – som er min supervisor i dag og læremester inden for RTT, hypo‑arousal og grader af stress‑niveauer: Merete  Brantbjerg, psykoterapeut og pioner inden for relationel traumeterapi. Det startede med et enkelt kursus, og så fandt jeg ud af, at dette var min vej ind i noget, jeg altid havde haft en impuls til at undersøge, men ikke kunne finde ud af, hvad  var. De mange kurser og efteruddannelser endte med, at jeg i dag arbejder som relationel traumeterapeut, og jeg er ret godt inde i, hvad stress egentlig er, og hvordan vi kan arbejde med at reducere og regulere på de forskellige niveauer.

I det følgende er der en lille indføring i, hvordan stress bliver set på i relationel traumeterapi.

Vores nervesystem

Vi kan definere vores nervesystem på flere måder; overordnet fagligt set kender vi nerverne og de forskellige opgaver de påtager sig og så ved vi at nervesystemet er påvirket af hjernen, tilknytningen, transgenerationelle traumer og nervebaner, samt sundheden og tension i vævet, ernæring, vitaminniveauerne og hormonniveauerne. Det er en ret stor kompleksitet. Der er flere teorier omkring nervesystemet som bla. polyvagal teorien, der taler om vagusnervens indvirkning på kroppens funktioner og det autonome nervesystem.

Nervesystemet er en vigtig faktor i stress sammenhænge fordi stress er belastning af blandt andet nervesystemet og skaber øget arausal eller mangel på samme.

I relationel traumeterapi ser vi på stress ud fra en tredeling.

Første grads stress

Der er ligelig fordeling af svingning mellem sympatikus og parasympatikus. Det sympatiske nervessystem er det der Der er balance i kroppen, sanserne fungerer, hjertet har normal rytme, og blodtrykket er normalt.

Anden grads stress

Der er øget arousal; blodtrykket stiger, og svingningen mellem sympatikus og parasympatikus kan være ulige. Der vil være øget pres på sanserne – syn, hørelse, smag, følesans, proprioception og den spatielle sans bliver udfordret. Balancen kan blive dårligere; du kan opleve svimmelhed og miste balance. Dit syn begynder at indskrænke sig, og det perifere syn bliver mindre. Nogle udvikler svimmelhed og tåget syn.

Tredje grads stress

Der er kraftigt øget arousal; blodtrykket stiger, og svingningen mellem sympatikus og parasympatikus er stærkt ulige, afhængig af hvilken tilknytning man har. I denne fase kan man enten sidde på kanten af affekt eller blive overtaget af tredje grads stress. Når vi bliver overtaget, opstår panikangst; vi kan enten gå direkte ind i tredje grads stress eller dissociere. På dette niveau er sanserne begrænsede – de fungerer ikke optimalt. Man kan blive blind, miste orienteringen fuldstændigt, blive svimmel, ikke kunne høre, og kun se i sort/hvidt/rødt. Emotionerne kan overtage: vrede, affekt, opløsning, og man kan “forsvinde”.

Stressniveauernes opståen

Stressniveauerne kan opstå uden, at vi er klar over det, når vi ikke kender os selv eller ikke er opmærksomme på, hvordan vi egentlig har det. Når stressniveauerne opstår pludseligt, er de ofte båret af chok eller præ‑affektivt chok, og i dette ligger traumatisering, ureguleret energi og usikkerhed. PTSD‑tilstande er forbundet hermed, og det er invaliderende ikke at få ordentlig hjælp til PTSD.

Vi ved ikke altid, hvad der er hvad, men sammen med mig kan vi finde din vej til heling af de prægninger, der er dannet gennem din opvækst. I tilknytningen er der mange muligheder, som kan hjælpe os med at blive mere i balance og få større kontakt til ressourcer i stedet for at blive fanget i gamle mønstre. Det kræver bevidst arbejde for at få det reguleret, og det skal ske i en passende god containment og kontakt både indad og udad. Derfor kan vi ikke gøre det alene.

Hvor sætter stress sig?

Vi taler ofte om nervesystemet, når vi taler om stress, men stress viser sig også i vores celler, organer og adfærd. Når stress sætter sig i kroppen, er det fordi vi er udsat for toxic stress – en stress, der går “under huden”. Det påvirker organerne – bl.a. hjerne, lever, tarme og nyrer – og der er mange teorier om, hvordan det kan ske, og hvem der får hvad. Men vi ved, at når stresspåvirkningen varer længere tid, påvirker den hjernen, hjertet, organerne og tarmene. Det er en meget invasiv tilstand for kroppen og også relationelt invasiv. Når én i familien bliver ramt af stress, bliver familien ramt af stress, både på grund af lidelsen og fordi nervesystemerne spejler hinanden, og hjerterne er koherente, så vi adapterer hinandens stressniveauer. Når vi gør det, udsætter vi hinanden for overaktive nervesystemer, hvilket øger konfliktniveauer og ureguleret tilknytningsadfærd. Det kan blive meget betændt og potent i relationerne.

Perspektiv

Heldigvis ved verden mere i dag – jeg satser på, at vi er mere åbne for oplysning og læring frem for at reproducere gamle normer. Vi er nødt til at se på vores normer og værdier for at ændre vores eget stressniveau. I dette ligger grader af anerkendelse. Et helt særligt og væsentligt perspektiv, som jeg bygger min praksis på. Det handler om at være opmærksom på, hvordan vi er anerkendende, og hvordan vi integrerer anerkendelse i vores hverdag. Her kan vi flytte os, udvikle os og give plads til os selv og de andre. Kun når anerkendelse er til stede, kan vi udvikle os. Det er vigtigt at være opmærksom på – ikke? Det vil jeg gå dybere ind i på den kommende blok.

En klient spurgte mig på et tidspunkt: - "Kommer jeg nogen sinde ud af det her angst?" Mit svar var:

 " Jeg ved at det kan lade sig gøre at fjerne sig fra 3. grads stressniveauer - det sker når vi integrere tilstandende i rette docering og kontakt" - hvis du tager dig af dig og det du har med dig."

"Det er en god start til at regulerer ind kroppens hukommelse, nervesystemer og tilknytning. Der er altid en vej og det er din vej - ikke som andres eller din terapeuts vej."

Hjertelig tak fordi du læser med - skriv gerne til mig hvis du har spørgsmål eller ønsker at få hjælp, klik på knappen øverst på siden

Kh Linda