Relationel Traumeterapi

Hvornår kan vi mærke og forstå i relationer

Wed, 08 Apr 2026 16:24:33 GMT

Hvornår kan vi kommunikerer og sanse?

Har du nogensinde haft en fornemmelse i kroppen, som du ikke kunne sætte ord på? En rest af en oplevelse fra lang tid siden, der stadig påvirker dig i dag? I det biodynamiske arbejde kalder vi det for et 'imprint'."

Hvad er et imprint?

en sansning, et prik, et spark, et blizz, et "touch", en lyd, en vibration, en klang, et.., en..

Inden for det biodynamiske område har vi et begreb, "imprint" , som handler om, hvilke ressourcer et menneske får med sig fra sin opvækst og sin tid i mors mave.

Fysiske og mentale ressourcer

Når vi ser på kroppens tilstand og de fysiske og mentale ressourcer, er der ofte noget til stede, som vi kan kalde et imprint. Det er det subtile, ikke-lineære mønster af fysiologiske, emotionelle og relationelle oplevelser, der lagres i det kranio-sakrale felt. Disse mønstre kan opleves som en særlig kvalitet eller et aftryk, når man bliver behandlet af mig som biodynamisk kranio-sakral terapeut.

Man ved, at imprintet lagres primært i:

Cerebrospinalvæsken – væsken, der ligger i rygraden og imellem hjernehinderne og i hjernen.
Kroppens membraner og i bindevævet.
Vævets cellulære mønstre som fysiologisk hukommelse.

Det er aftryk, der ofte lagres fra traumer eller stressende oplevelser , og det er tilstande, der kan påvirke kroppens evne til at selvregulere.

Teoretiske baggrund

Den teoretiske baggrund for begrebet stammer fra Biodynamisk Craniosakral Terapi (BCST) og praksisser fra osteopatisk medicin med en moderne forståelse og integration af kvantefysik og bevidsthedsstudier. Der er bl.a. skrevet om begrebet i bøgerne Breath of Life af Cherionna Menza Sills, PhD, samt Prenatal Psychology og Wisdom in the Body af Michael Kern, D.O., R.R.S.T.

Præ- og perinatal relation

Hvornår vi kan skabe relationer, er uvist, og måske kan vi ikke vide det konkret. Men vi ved efterhånden i det biodynamiske behandlingsområde, at vi kan mere, end vi egentlig vidste og troede på.

Jeg selv er blevet mere opmærksom på at integrere det ikke-sproglige område i terapien, og jeg øver mig i at være mere åben og udvide mit nervesystems kapacitet, så der bliver plads til det, der opstår, og som vi ikke kan vide, vil opstå. Det sker ofte, at når vi inviterer disse tilstande ind i bevidstheden nu og her, kan vores celler, krop og sanser faktisk genkalde, hvad der var af imprint, som har brug for en regulering, eller tilstande, hvor vi virkelig følte os trygge, og som vi kan genkalde os sansningerne omkring. Det kan have stort helingspotentiale at integrere disse opmærksomheder ind i praksissen og i relationerne hos klienten.

Det, der er sket

Imprintet – "det, der er sket" – kan således ligge som et lille "væsen", der venter på at blive mødt, holdt, og i nogle tilfælde også sluppet til sidst. Det har måske skabt mere ravage i det indre i kroppen, og man har ikke kunnet finde vej til, hvad der var på færde. Måske mest fordi vi som mennesker tænker, at vi kan forstå ved ord og lyde, men når der ikke er ord eller lyde, skal vi gå en anden vej. Det er lidt som, når en sprogforsker i fordumstid skulle oversætte ord fra fremmede folkeslag, som man ikke kendte til. Et godt eksempel er science fiction filmen "The Arival", her forsøger sprogforskere at etablerer det sprog man ikke kender fra de de fremmede der er landet på jorden. Det er en bemærkelsesværdig smuk film, jeg vil anbefale at man ser - om ikke andet så for æstetikkens skyld.

En åbenhed mentalt og kropsligt

Man må være åben for det, der dukker op, hvad enten det er kroppens sprog, eller om der er lyde, man ikke ved, hvorfor de kommer, eller at kroppen bevæger sig, som den aldrig har gjort før. Det "sprog" skal vi være nysgerrige på – for her nærmer vi os imprintet hos klienten.

Graviditet og fosterudvikling

Når en kvinde bliver gravid, bærer hun et nyt menneske frem til os. I denne proces, hun forestår, sker der imprints på forskellige måder, som er helt naturlige. Hvis vi integrerer viden om kvantefysikken, vil teorien give os en anledning til at tænke, at vi faktisk kan skabe relation til det lille ufødte barn også længe før, det er foster eller embryo, og måske helt tilbage til starten af ægcellen og sædcellen. Den teori er tankevækkende, for vi ved, at vi kan påvirke hjernens celler til at regenerere, og vi ved, at mennesker i nogle tilfælde kan tænke sig raske ved at have stærkt fokus på heling og hjerne- og tankeinduktion på ressourcer og raskhed, kapacitet og det, man i BCST også kalder potency (oversat til dansk: kraft, potens, styrke og selvhelende kraft).

Det sker, at vi oplever, at cellerne kommunikerer – at vi med tankens kraft kan opfatte tilstande og sansninger, ja, sågar hele historier, dukker op under en behandling.

Terapien integrere tidlige tilknytninger

Det er ret ofte vi arbejder med tilstande der har ventete på at blive integreret i bevidstheden. Små utrygheder eller store oplevelser der har isoleret og måske lukket ned for kraft og potentiale. Vi er ofte omkring fødsels oplevelser og ligeså ofte åbner tilstande fra tidspunkter vi ikke ved hvornår det er men det er ikke sproglige tilstande som har brug for reguleringer. Jeg er ikke terapeuten der går direkte efter præ og perinatale tilstande, men de åbenbarer sig meget ofte i mine terapier med mine klienter både store og små. Vi arbejder med det der viser sig og vi forholder os altid anerkendende til det. Det er ret så vigtigt for at du som klient udvikler og integrere dine tilstande så du nærmer dig mere og mere dit SELV. Din indre kraft og autoritet.

"Hvis du er nysgerrig på at udforske dine egne imprints, er du velkommen til at kontakte mig for en samtale."

. #HolisticHealth

#TraumaRegulation

#Relationeltraumeterapi

#Neuroscience

#ProfessionalTherapy

#ClientCentric

#Stress

#Prænatalterapi

#ptsd

#forældre

PTSD og manglende regulering i nervesystemet

Sun, 29 Mar 2026 11:33:32 GMT

Stress i nervesystemet - for store og små sjæle

Stress hos store og små: Når nervesystemet bærer imprint

Har du nogensinde følt dig stresset uden at kunne sætte fingeren på hvorfor?

Måske har du lagt mærke til , at et barn pludselig virker utrygt, uden at der er mere tydelig grund til det?

Stress er ikke altid synligts - og det er netop det, der gør det så vigtigt at forstå.

Vi taler ofte om stress som noget, vi kan mærke og noget vi kan sætte ord på. Men hvad med den stress, vi ikke mærker? Den der ligger dybt i nervesystemet og aktiveres uden vores viden? Og hvad sker der, når den uregulerede stress rammer et lille barn, der endnu ikke har ord?

I dette indlæg dykker jeg ned i, hvordan stress gemmer sig i vores krop. hvorfor børn er særligt sårbare, og hvordan vi gennem relationen kan finde vej tilbage til balance - både hos os selv og hos de allermindste.

Stress, nervesystemet og relationel regulering

Når vi oplever stress, er det ikke altid, vi er bevidste om det. Ofte regulerer vi det ubevidst, og når vi først bliver opmærksomme, ved vi måske ikke helt, hvad der udløste det.

Inden for traumeterapi ser vi på stresstilstande i tre grader, som viser sig på forskellige måder. Vi kan aktivere dem både bevidst og ubevidst. I en sund hverdag skifter vi naturligt mellem disse tilstande, og når de aktiveres og reguleres ned igen, finder vi balancen mellem sympatikus og parasympatikus. Dette giver os mulighed for at sænke arousal og opnå trivsel.

Men hvad sker der, når 2. og 3. grad af stress bliver fastlåst?

Når disse tilstande er aktive i længere tid, kan de ligge i "baggrunden" i vores krop og nervesystem. De aktiveres ofte ubevidst – faktisk er det mere almindeligt, at de tændes uden, at vi mærker det. I terapi bruger vi derfor meget tid på at undersøge, hvad der egentlig aktiverer disse tilstande. Ofte tror vi, vi kender kilden, men sandheden kan være mere kompleks.

Når stress går under radaren hos børn

Det er endnu sværere at opdage stress hos et barn eller en spædbarn. Vi har ikke tradition for at tænke, at små børn kan blive stressede, men stress er en overbelastningstilstand i nervesystemet, der er neurologisk betinget. Derfor kan det nemt gå under radaren, når vi ser på mistrivsel.

Hvis et barn oplever noget, der ikke bliver reguleret af en voksen med et reguleret nervesystem, bliver den uregulerede stress kodet direkte i barnets nervesystem. Det er en simpel, evolutionær tilknytningsstrategi, som barnet opfanger og bærer med sig resten af livet.

Den relationelle løsning

Der er mange måder at håndtere disse tilstande på, men den vigtigste er den relationelle. Små børn, babyer og selv prenatale babyer skal reguleres gennem relation.

Al stress i nervesystemet bliver reguleret på en social platform. Det ligger i vores nervesystems konstruktion og vores evne til at overleve. Når vi åbner vores bevidsthed for at invitere den lille baby ind – og tror på, at babyen forstår vores intentioner – begynder dialogen. Empati udvikles både hos den voksne og hos barnet.

Og når vi regulerer, sker det ofte i de lag, der ikke bruger ord.

Præ- og perinatal stressreduktion: Bonding Potency

Denne forståelse af stress og tilknytning er fundamentet i et projekt, jeg har udviklet i samarbejde med en jordemoder: Bonding Potency.

Det er et specialtilbud til vordende mødre, der ønsker at øge tilknytningen til deres kommende baby. Målet er at opbygge tryghed og balance mellem mor og barn allerede i løbet af graviditeten. Projektet bygger på en integration af den nyeste viden om tilknytning og regulering af nervesystemet, pakket i et veltilrettelagt forløb.

I mange år har jeg specialiseret mig i regulering af nervesystemet og tilknytning, og det er netop denne ekspertise, der bringes i spil i dette samarbejde.

Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du gerne vil undersøge muligheden for at deltage – enten for dig selv eller på andres vegne – er du meget velkommen til at kontakte mig.

Du kan også følge projektet på Bonding Potencys Facebook-side ( Bonding Potencys Facebook-side , ), hvor vi deler viden og opdateringer under hashtagget

#HolisticHealth.

. #HolisticHealth

#TraumaRegulation

#Relationeltraumeterapi

#Neuroscience

#ProfessionalTherapy

#ClientCentric

#Stress

#Prænatalterapi

#ptsd

#forældre

Arausal - hvordan opdager man sin arausal

Sat, 07 Mar 2026 17:45:51 GMT

Vil du høre min samtale med min BKST kollega om arausal?

Kreativitet kan regulerer i traumer

Thu, 29 Jan 2026 15:27:21 GMT

Kreativt håndarbejde som vej til heling i traumeterapi

Neurobiologisk evidens: Hvorfor hænderne påvirker hjernen

De psykiatriske behandlinger har glemt, hvad der var hjælpsomt for patienterne. Men neurobiologisk forskning viser, at kreative frembringelser har en helende effekt for psykiatriske patienter.

Neurobiologiske studier viser, at der er en forbindelse mellem fingrene, hænderne og hjernen, og man kan se, at hjernesundheden øges, når vi laver noget med vores hænder. Vejen til sundhed går gennem sanserne. Når kroppen får lov til at skabe kreativitet, aktiveres glædeshormoner, dopamin og serotonin. Disse hormoner øger vores trivsel og evne til at slappe af og være i nuet. Når du bruger dine hænder til at lave kreativt håndarbejde, får du mulighed for at mærke dig selv.

Theresa Schilhab mener, at sindet ikke kan hele, uden at kroppen er med i helingen. Hun har dokumenteret, at helingen kun sker, når kroppen bliver involveret, og sanserne samt erfaringerne inddrages.

Case‑historie: Fra psykologi‑ til skulptur‑holdet

For mange år siden var jeg i et praktikforløb på Gimle Daghøjskole i Aarhus i forbindelse med min voksenunderviseruddannelse på DPU, Danmarks Pædagogiske Universitet. Jeg var optaget af demokratisk læring og personlig udvikling og valgte at følge både et psykologi‑hold og et skulptur‑hold.

I min reflekterende opgave opstod der erkendelser, som jeg sidenhen har vendt tilbage til indimellem. På psykologi‑holdet observerede jeg, at deltagerne ofte ønskede at løse deres psykologiske problemer og mistrivsel, og at der i gruppen ofte var høj arousal og låsninger i nervesystemet hos den enkelte. Det føltes, som om man tænkte sig til løsninger, mens man prøvede at blive rask og få det bedre.

På skulptur‑holdet oplevede jeg en proces, der gik fra start til slut for den enkelte, og hvor en masse traumatisk energi og materiale blev løst gennem fysisk og praktisk arbejde. Der var varme, intensitet og en venlig, nænsom atmosfære i lokalet. En stilhed mellem deltagerne og et anerkendende nærvær hos den enkelte skabte en meget smuk oplevelse for mig. Forskellene mellem de to hold inspirerede mig til at undersøge kreativitet og læring som elementer i personlig udvikling.

Socialt Indblik‑podcasten har en rigtig fin udsendelse om kreativitet, hjernens udvikling og hvordan psykiatriske patienter får det bedre.

Theresa Schilhabs perspektiv på krop‑baseret heling

Theresa Schilhab (f. 1967) er neurobiolog, dr.pæd., ph.d. i bevidsthedsbiologi, MA i filosofi og lektor ved DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse. Hun siger:

“Vi er først og fremmest vores kroppe. Det er med kroppen, vi sanser og er i verden og indgår i samfundets fællesskaber. Derfor er vi nødt til at vende tilbage til en tilgang, hvor vi giver plads til at bringe kroppen i spil. Det er gennem kroppens sanser, at psykiatriske patienter kan finde hjem i sig selv og få konkrete redskaber til, hvordan de finder ro.”

Citatet stammer fra artiklen “Psykiatrien har lukket døren til det, der virker. Nu vil forskeren åbne den igen” i mediet Socialt Indblik.

Praktiske tips: Sådan integrerer du kreativ håndterapi i din praksis

Hvis du ikke ved endnu hvad du synes er rart eller dejligt at lave med dine hænder - kan jeg foreslå dig at starte med at afprøve forskelllige muligheder.

F.eks. er det en ide at lede lidt efter hvad du tidligere har haft stor glæde ved at lave med dine hænder måske endda fra din barndom og ungdoms tid. Afprøv måske at sy med stramaj sting eller gå en tur i "genbrugsen" og find nogle af de mange ufærdige sy og strikkeopgaver, der ligger til salg til en brøkdel af hvad det normalt koster. Her kan du også finde strikkepinde og syting uden at det skal koste en "jetjager". Du kan også lade dig inspirere af andre ved at lede lidt på pinterest.com eller lede på instagram sider for kreativt arbejde og mærk efter hvad du føler dig drevet mod, der vil du sandsynligvis finde gode eksempler på hvad kreativitet kan føre til. DR.dk har en udsendelse om kreativitet med skrald for børn men er en sjov udsendelse man kan lade sig inspirere af. Et andet eksempel på skraldekunst og upcycling se på https://dk.pinterest.com/pin/492649954712901/

Hvordan kommer man igang?

Når først man får åbnet for den kreative åre, så vil du opdage at der følger mere med og du vil komme igang med at fordybe dig. Det er lige så vigtigt at være sammen med andre om sine kreative sysler - så hvis du allerede nu ved at det svært at komme igang med det selvom du ved hvad du interesserer dig for - så lav en aftale med nogen om at lave noget kreativt sammen eller meld dig til et aftenskole kursus hvor du kan blive inspireret og møde andre mennesker. Den lokale AOF eller FO har mange muligheder. Hold dig ikke tilbage med at melde dig til noget du ikke ved hvad er men som du er nysgerrig på.

Materialer og øvelser for voksne, en kreativitetsøvelse

Du skal bruge en klump modellervoks eller frisk ler, rester fra juledekorationerne i december (o: og et stopur.

Find noget du har stående - det kan være en mælke karton .- eller en figur eller en bold. Du skal bruge det til at se på og modellerer efter.

Brug 1 minut til at se på formen af mælkekartonen - se de overordnede linjerne og formerne. Sæt æggeuret så du ikke kan se tiden gå.
Læg den mælkekartonnen væk og sæt uret til 3 minutter og form nu med din modellervoks efter din hukommelse de overordnede linjer af "mælkekartonnen"
Brug derefter 1 min til at se på formen af mælkekartonnen igen og se forholdende mellem linjerne. Længde og størrelse.
Læg den væk sæt uret til 3 minutter igen og form nu din modellervoks endnu mere efter din hukommelse linjerne og formen - brug tiden til at fordybe dig. Stop når uret ringer.
Se igen på hvad du har lavet og mærk hvordan du har det med det. Mærk intensiteten og kroppens reaktioner efter denne øvelse.

Kort opsummering

Kreativt håndarbejde og andre former for kropslig kreativitet kan aktivere neurokemiske processer, der fremmer trivsel og heling. Ved at inddrage kroppen i terapien giver vi psykiatriske patienter konkrete redskaber til at finde ro og genoprette forbindelsen mellem sind og krop.

Lyt til podcastet

Hvad er den bedste traumebehandling?

Thu, 29 Jan 2026 12:12:22 GMT

Hvilken traumeterapi er den bedste?

Den bedste traumeterapi – hvad betyder det egentlig?

Har du også oplevet at søge på Google efter hjælp til dine traumer, kun for at blive mødt af love om hurtige løsninger og "quick-fixes"?
Måske har du hørt, at den rigtige vej er medicin, eller at der findes én metode der bare en den bedste, der passer alle.

Mit svar er anderledes: Den bedste traumeterapi er den, der tager hensyn til dig – din trivsel, dit traume, dine reaktioner, dine følelser, din tilknytningsstil, din kultur, dit liv lige nu, og hvor du kommer fra.

Medicin eller ikke

Når nogen foreslår, at du skal have medicin for at regulere dine traumer, skal du overveje om du vil lægge låg på tilstandene, for det er kun dig der kan tage den beslutning og det ansvar, det kan have en effekt for dig i starten, men det fjerner ikke roden til problemet. Smerten ved traumer kan være ubærlige og føles utilnærmelige og derfor er det for nogen vejen til regulering at lægge arausal ned medicinsk før man går videre i reguleringen. Jeg anbefaler altid at du er åben overfor din behandler hvis du tager medicin når du går i terapi, da det er væsentligt at vide for terapeuten om I arbejder med abstinenser fra medicinen eller I arbejder med regulær mistrivsel.

Hvorfor "quick-fix" ikke virker

Traumer er komplekse, og smerten ved at bære på dem kan være overvældende. For nogle er smerten så intens, at de ubevidst lukker af for at kunne fungere i hverdagen. Nogle udvikler misbrug eller selvskadende adfærd, fordi smerten er for stor at bære bevidst.

Problemet opstår, når vi tror, at der kun findes én vej til bedring. Denne tro på, at behandlere og institutioner kan levere en universalløsning, er en stor misforståelse. Når vi jagter quick-fixes, risikerer vi at overse det, der virkelig betyder noget: din unikke situation.

Relationel traumeterapi – en anden vej

I stedet for at fokusere på at "behandle" dit traume direkte, kan relationel traumeterapi tilbyde en mere helhedsorienteret tilgang:

Du behøver ikke nødvendigvis medicin for at regulere dit traumemateriale.
Du behøver ikke at konfrontere dit traume direkte for at blive reguleret.
Der findes ikke én enkelt vej til at regulere traumeenergier.
Individuel terapi er ikke altid svaret – og gruppeterapi er heller ikke altid løsningen for alle.

Når vi anerkender, at helbredelse sker i relationer og gennem forståelse af vores nervesystem og tilknytning, åbner vi døren for en dybere og mere bæredygtig proces.

Ansvar og fællesskab i helbredelse

Der findes mange forventninger til, hvordan mistrivsel skal løses – især når vi taler om psykiske lidelser. Men vi undersøger sjældent det sociale ansvar:

Hvem skal tage ansvaret? Og hvem har ret til at træffe beslutninger?

Ansvaret ligger hos den enkelte, familien og samfundet – men ofte bliver ingen af disse parter inddraget i løsningen. Resultatet er, at byrden ender hos den, der lider, selvom lidelsen ofte er relationelt opbygget og måske endda er transgenerationelle traumer, der går i arv.

Helbredelse kræver ikke kun individuel indsats, men også et fællesskab, der anerkender og støtter.

Tag næste skridt sammen

Hvis du vil høre mit konkrete svar på din problematik, er du altid velkommen til at kontakte mig. Jeg vil gerne give dig et forslag til, hvordan vi kan tage hånd om din situation – på en måde, der passer netop til dig.

�� [Kontakt mig her] for en uforpligtende samtale.
�� Har du erfaringer med traumeterapi? Del dem i kommentarfeltet nedenfor – din historie kan hjælpe andre.

Stress inddeles i 1. 2. og 3. grads stress i RTT

Sun, 25 Jan 2026 10:26:12 GMT

I RTT er vi opmærksomme på niveauerne af stress

Fra panikangst til forståelse: Hvad er de tre grader af stress?

"Kommer jeg nogensinde ud af det her?"

Det var spørgsmålet, en klient stillede mig for nylig. Mit svar var klart: Ja, det kan du. Men vejen ud af panik og stress kræver, at vi forstår, hvad der faktisk sker i kroppen og nervesystemet.

For at forstå mit svar, vil jeg først fortælle min egen historie ikke fordi jeg tænker at den er evig gyldig, men fordi en erfaring kan skabe reflektioner for dig der læser med her.

Min rejse fra panik til forståelse

For ca. 25 år siden oplevede jeg noget, jeg ikke kunne forklare. Pludselig kunne jeg ikke trække vejret. Det blev så voldsomt, at min mand kørte mig til skadestuen med åbne vinduer, mens jeg i ren panik troede, jeg skulle dø. Det viste sig at være hyperventilation og panikangst, men dengang var der intet fælles sprog for, hvad jeg egentlig fejlede.

Jeg følte en dyb skam – skammen over ikke at kunne klare mig selv, og skammen over at skulle fortælle omverdenen, at jeg ikke "slåede til". Da det blev for meget, kravlede jeg bogstaveligt talt langs væggene. Min hjerne og mit nervesystem var så belastet, at jeg fik selvmordstanker. Jeg var oprigtigt bange for, at min egen hjerne overtog styringen.

Min læge var omsorgsfuld og så, at noget var alvorligt galt. Hun gav mig samtaler, men der var ingen, der kunne forklare mig, hvad der foregik i min krop. Ingen vidste noget om stresssymptomer dengang.

Så jeg måtte finde min egen vej. Jeg opdagede, at yoga, meditation, åndedrætsøvelser (pranayama), qi-gong og tai-chi hjalp mig med at regulere tilstanden. Jeg læste mig igennem mange bøger, og Jes Bertelsens bog om chakraer blev en åbenbaring for mig. Jeg opdagede, at det spirituelle plan var tæt forbundet med min forståelse af livet.

Men den rigtige vendepunkt kom i 2008, da jeg mødte Merete Brantbjerg, en pioner inden for Relationel Traumeterapi (RTT). Hun lærte mig at forstå hypoa arousal og de forskellige grader af stress. De mange kurser og uddannelser førte mig til, hvor jeg er i dag: Som relationel traumeterapeut, der ved, hvordan vi kan regulere stress på de forskellige niveauer.

Vores nervesystem og stress

I Relationel Traumeterapi ser vi på stress ud fra en kompleks model, der involverer vores nervesystem, tilknytning, transgenerationelle traumer og kroppens fysiologi. Vi kender til teorier som polyvagal-teorien, der forklarer, hvordan vagusnerven styrer vores evne til at slappe af eller gå i alarmberedskab.

Stress er i bund og grund en belastning af nervesystemet, der skaber enten for høj eller for lav arousal (aktivitet). Vi deler stress op i tre grader:

1. Første grads stress: Balance

Her er der en ligelig fordeling af svingninger mellem det sympatiske og det parasympatiske nervesystem.

Kroppen er i balance.
Sanserne fungerer optimalt.
Hjertet har normal rytme, og blodtrykket er normalt.
Du er til stede og kan forholde dig til omgivelserne.

2. Anden grads stress: Øget pres

Her begynder balancen at vakle. Der er øget arousal, og blodtrykket stiger.

Sanserne udfordres: Syn, hørelse, følesans og rumlig fornemmelse bliver mindre skarpe.
Kropslige symptomer: Du kan opleve svimmelhed, tåget syn, og det perifere syn indskrænkes.
Balance: Du kan miste balancen eller føle dig ustabil.
Svingningen mellem de to dele af nervesystemet bliver ulige.

3. Tredje grads stress: Panik og dissociation

Dette er et kraftigt øget arousal-niveau, hvor svingningen mellem nervesystemets dele er stærkt ulige. Afhængigt af din tilknytning kan du reagere på to måder:

Affekt: Du sidder på kanten af vrede, opløsning eller panikangst.
Dissociation: Du "forsvinder" eller lukker helt af.

På dette niveau fungerer sanserne ikke optimalt. Du kan opleve at blive blind, miste orienteringen fuldstændigt, ikke kunne høre, eller kun se i sort, hvidt og rødt. Emotionerne overtager fuldstændigt, og du kan føle, at du er ved at "gå i stykker".

Hvor opstår stress, og hvor sætter det sig?

Stressniveauerne kan opstå pludseligt, ofte båret af chok eller præ-affektivt chok. Her ligger traumatiseringen: ureguleret energi og usikkerhed. PTSD er ofte forbundet med disse tilstande.

Når stressen varer længe, sætter den sig under huden. Vi taler om toxic stress, der påvirker organerne: hjernen, hjertet, leveren, tarmene og nyrerne. Det er en invasiv tilstand, der ikke kun rammer den enkelte, men også relationerne.

Når én i familien bliver ramt af stress, bliver hele familien ramt. Vores nervesystemer spejler hinanden, og vores hjerter er koherente. Vi adapterer hinandens stressniveauer, hvilket kan øge konflikter og skabe ureguleret tilknytningsadfærd. Det kan blive meget betændt i relationerne.

Anvendelse: Anerkendelse er nøglen

Heldigvis ved vi mere i dag. Vi er mere åbne for oplysning og læring frem for at reproducere gamle normer. For at ændre vores stressniveau, skal vi se på vores normer og værdier.

Et helt centralt perspektiv i min praksis er anerkendelse.

Hvordan er vi anerkendende over for os selv og hinanden?
Hvordan integrerer vi anerkendelse i hverdagen?

Kun når anerkendelse er til stede, kan vi udvikle os og flytte os fra stress til balance. Det kræver bevidst arbejde i en passende dosering og kontakt – både indadtil og udadtil. Derfor kan vi ikke gøre det alene. Vi har brug for et fællesskab, der holder os.

Din vej til heling

Som jeg sagde til min klient:

"Jeg ved, at det kan lade sig gøre at fjerne sig fra 3. grads stressniveauer. Det sker, når vi integrerer tilstandene i rette dosering og kontakt – hvis du tager dig af dig selv og det, du har med dig."

Det er en god start at regulere kroppens hukommelse, nervesystem og tilknytning. Der er altid en vej, og det er din vej – ikke som andres eller din terapeuts.

Genkendte du dig selv i beskrivelsen af stress eller panik? Det er første skridt til forandring. Jeg tilbyder en uforpligtende samtale, hvor vi kan finde din vej til balance og heling.

�� vil du have en tid?

Har du spørgsmål? Skriv endelig til mig på min mail:

Kh. Linda

“Hvorfor vores tryghed er under pres – og hvordan vi kan genoprette den”

Mon, 05 Jan 2026 15:40:50 GMT

“Tilknytningsteori og tryghed er under pres – sådan kan vi genoprette det”

“I en verden, hvor teknologiske systemer, globale kriser og politiske forandringer konstant udfordrer vores følelse af sikkerhed, er det vigtigt at forstå, hvordan vores nervesystem og tilknytningsstrategier reagerer. I det her indlæg ser vi på, hvorfor både makro‑ og mikroniveauet påvirker vores tryghed, og hvilke konkrete skridt vi kan tage for at genvinde roen.”

Introduktion

Mange af os ser mere og mere, at vores oplevelse af tryghed bliver udfordret på både makro‑ og mikroniveauerne. Vores stater bliver udfordret af  tech‑systemer og virksomheder, andre stater og  mennesker, som vi normalt troede var vores allierede. Vores systemer viser sig ofte som utilstrækkelige – mere end vi havde forventet.

Vi bliver tvivlsomme i bevidstheden – vi ser det både i staten og den enkelte borger mister tilliden til sin egen dømmekraft.

Makro‑ og mikroniveauet

På makroniveauerne er kloden og rummet omkring os blevet en del af et politisk og teknologisk magtspil, som selv tech‑elite og magteliten har svært ved at gennemskue konsekvenserne af. Vi lader os lede af teknologier, uden at vi forholder os etisk og moralsk til, om det faktisk er noget, som kloden skal eller vil acceptere, og om det fremtidssikrer os. Vi må spørge os selv, om vi overhovedet ønsker en fremtid med de nye teknologiske landvindinger, der bliver lovet os.

Dette påvirker os som individer – vores “menneskesystem”, relationer, trivsel, tryghed, cellulære niveauer, hormoner, nervesystemer og organsystemer. Jeg kunne blive ved…

Når en ydre utryghed er til stede, øger den presset på det indre miljø for at optimere trygheden. Vi ved det måske bare ikke, og vi mærker det måske ikke konkret. Det ligger i ubemærketheden og underbevidstheden.

Tilknytning, overlevelsesstrategier & tryghed: Sådan påvirker stress, nervesystemet

Presset udefra aktiverer måske autonomien hos nogle, og traumemønstre aktiveres i mere eller mindre grad, når trygheden forsvinder, eller når grænserne overskrides.

Spørgsmålene: “Hvad bliver det næste?”
Skal jeg sørge for “mig selv” før alt andet – min økonomi, ekstra mad i skabene, et sted at gemme mig, eller hvor skal jeg rejse hen?
Nogen tvivler og forsøger ikke at gå i panik; de undgår nyhedstrømmene og lever deres liv, som om det, der sker, ikke sker.

Vi kan simpelthen ikke undgå, at vores nervesystem og hjerne bliver aktiveret på den ene eller anden måde. Vores tilknytningsstrategier aktiveres, så snart arousal stiger, og stress‑tilstande bliver aktive, uanset om energiniveauet er højt eller lavt.

I tilknytningsadfærden ligger overlevelsesmønstrene – de mønstre, som genetisk og generationelt har hjulpet os med at overleve selv de mest ekstreme tilstande i barndommen og i livet generelt.

Tilknytningsstrategierne giver os evnen til at være – selv med det “svære”. I et ureguleret nervesystem kan det blive mindst lige så svært at være ureguleret med det svære, som at skulle håndtere sine egne følelser og emotioner omkring det “svære”.

Vi må huske, at strategierne oprindeligt var overlevelsesmekanismer for noget traumatisk, og måske fordi ingen havde adgang til empati eller egne strategier til at forstå, at noget var traumatiserende.

Det er her, vi genskaber generationers tilknytningsstrategier – uden at vi er klar over det og uden at vi forstår at de er strategier for at undgå smerte og det, der er endnu værre.

Tilknytningsprojektet The attachement project , har videreudviklet på tilknytnings typerne

Ængstelige
Undgående
Desorganiserede

Tilknytningsteorien blev oprindeligt udviklet af John Bowlby, psykiater og psykoanalytiker, i 1950‑erne.

Ifølge Bowlbys teori, former et barns tidlige relationer til omsorgspersonerne, sine tilknytningsstrategier. Når et barn bliver født, opstår den første sociale binding ved mødet med sine primære omsorgspersoner (normalt forældrene). På dette tidspunkt begynder barnets hjerne at danne en opfattelse af sociale interaktioner.

Sikker tilknytning
Hvis barnet vokser op i et varmt, omsorgsfuldt og nærende miljø, hvor omsorgspersonerne er lydhøre over for barnets følelsesmæssige behov, danner barnet en tryg binding – den såkaldte “sikre tilknytning”. Barnet lærer, indirekte, at dets følelser og behov bliver anerkendt, at det vil blive støttet og elsket, og at man generelt kan stole på mennesker. Det er et hvert menneskes ideal tilstand.

Ængstelig og utryg tilknytning

Denne person bruger angst som primær reguleringsstrategi i relationerne. Denne strategi styrer handlinger og adfærd ofte på et ubevidste niveau. Personen kan have uregulerede chok og traumer i kroppen og de ligger ofte i hjernestammen. Det kan gøre det svært at være sammen med andre og det vil være svært at knytte sig til andre mennesker og det kan variere meget fra person til person i hvilke grader det viser sig såvel som det er afhængigt af historik, kultur og oprindelse.
Når barnet oplever, at dets behov ikke bliver mødt, eller at fysiske og psykiske grænser bliver overskredet, lære det at man ikke kan opbygge en sikker og stabil binding til de primære omsorgspersoner. Dette fører ofte til en forvrænget opfattelse af, hvordan relationer fungerer, og hvordan man kan sikre tryghed.

Den “undgående” tilknytning

Den undgående tilknytning kan vise sig på to overordnede måder:

Personen er meget aktiv udadtil, men undgår at knytte nære relationer.

Personen trækker sig tilbage eller laver agting out, når relationerne bliver mere alvorlige eller intime.

Denne adfærd kan føre til ensomhed, fordi personen foretrækker at være alene frem for at være sammen med andre, hvilket skaber et lukket system af undgåelse og isolation, det kan være svært at bryde den onde cirkel.

Den “desorganiserede” tilknytning

Den desorganiserede tilknytning ses ofte hos mennesker, der har oplevet store relationelle svigt i nære relationer. Strategien aktiveres i stressede situationer og kan genaktiveres, når stressniveauerne stiger. Den kan forvrænge virkelighedsopfattelsen og fungere som en overlevelsesmekanisme i ekstremt smertefulde eller utrygge situationer. Ofte er der tale om langvarige faktorer såsom opvækstbetingelser, kulturelle normer eller dysfunktionelle omsorgspersoner.

Vi kan betragte disse tre/fire hovedstrategier som grundlag for at forstå mekanismerne i relationer, men i praksis er det et mindre "sort/hvidt" billede. Vi har strategier der kan være lidt det ene og lidt det andet, afhængigt af kontekst og personlig historie og derfor holder jeg meget af at tænke på teorien, som et kludetæppe af makører for hvordan vi optimere og regulerer i kontakt med mennesker. Det er med andre ord ikke en statisk tilstand, det er min klare overbevisning og erfaring.

Stress i nervesystemet: Fra 1. grads til 3. grads stress

Stress i nervesystemet - er et vilkår under normale forhold - det er vigtigt for vores måde at trække vejret og indtage liv og det er vigtigt for at vi kan overleve hvis noget er farligt. Men vi kan ikke tåle at være i høj stress i for lang tid ad gangen. Det var aldrig meningen med denne funktion at den skulle være overaktiv hele tiden.

Stress aktiveres både udefra og indefra. Med det mener jeg at vi har en struktur i hjernestammen, som er sådan en detekter efter farlige situationer - og har vi fået lidt for meget prægning der, så bliver vi mere og oftere mere på vagt overfor farer og vi bliver ofte øget vagtsomme. Det aktiveres og øges når vi føler os utrygge eller vores system genkender noget der ligner utryghed eller fare.

Når jeg ser på stress tilstande hos mine klienter, så checker jeg sanserne og her kan alle være med:

- check dit syn, er det klart eller slørret? Har du tunnelsyn eller har du et rimeligt godt perifert syn? Hvordan har din probioceptive og spartiale sans det? (Din balance, rum og retningssans? Prøv at stå på et ben med åbne og med lukkede øjne)

Hvordan bevæger dine øjne sig? Er der steder hvor de ligsom hopper eller er låste - jeg har lagt nogle indledende øvelser til fri download på min hjemmeside her - helt gratis!

Hvis der er steder hvor du ikke er tilfreds eller du opdager at noget ikke er helt godt, så er der sandsynligvis stress i dit nervesystem som ikke er reguleret.

Når vi bliver stressede - er der forskel på om vi bliver stressede i

1. 2. eller 3. grads stress

grads stress - er en helt almindelig tilstand hvor vi er i live - kroppen regulerer sig almindeligt og vi kan agerer når vi skal og vi kan slappe af når vi skal - populært sagt.
grads stress - her bliver dit sociale nervesystem aktivt - det er hele den øverste del af kroppen fra brystkassen og op ad. Dine sanser bliver aktive og øgede i bevidstheden og underbevidstheden. Dine emotioner bliver også aktive og du agerer med dem og på dem. Du får øget puls og din søvn bliver påvirket, det kan være svært at finde ro i kroppen.
grads stress er dit overlevelses niveau - her agerer vi udfra vores tilknytningsadfærd, altså den tidlige kodning fra barndommen og også før fødsels prægninger. Det er et niveau hvor vi også kan opleve at vi dissocierer - altså vores bevidsthed bliver ændret og vi kan glemme hvad der er sket eller hvad vi har gjort eller sagt. I denne grad af stress ligger der, chok og pre-affektive chok som ligger i hjernestammen efterfølgende.

Et normalt nervesystem

I et normalt reguleret nervesystem skal man kunne bevæge sig rundt i de forskelllige niveauer uden at blive syg af dem eller uden at blive mere stresset af dem. Men vi ved at tilknytningsstrategierne bliver aktiverede i 2. og 3. grads stress og for nogens vedkommende er det svært at få reguleret i nervesystemet så man kan komme ned i niveauet, det er ofte mennesker med PTSD og lignende tilstande, der befinder sig der. Sådan har det været hidtil.

Men vi er blevet klogere nu, igennem øget neurologisk forskning, derfor arbejder jeg med NRE, Neuro Recilient Exercises - øvelser der er koblet ind i RTT og som bevisligt har reduceret PTSD attacks (Data er indsamlet i et forsøg på en varighed af 6 uger.) Det betyder ikke at det kun tager 6 uger at blive fri for sine PTSD reaktioner, men at nogen oplever at reducerer PTSD attacs, ved at træne med NRE øvelserne sammen med RTT terapien.

Perspektiv

Når hele dette komplekse "kludetæppe" af neuroligske, emotionelle og kropslige tilstande bliver aktiverede af den ene eller anden årsag kalder det på at vi bliver mere bevidste om det på individ- og det kollektive niveau. Både for vores egen skyld og fællesskabets skyld, lokalt som globalt og universalt. Vi har en rolle hver og en - både for os selv men også for det kollektive. Det er nok det der er min mission - at lære det fra mig, "at vi kan lære at optimere mere tryghed i os selv" og på den måde hos hinanden. NRE øvelserne kan give os adgang til at regulerer høj arausal når det sker og på den måde reducerer stress, før vi bliver overtaget af det og måske foretager handlinger og tager beslutninger, vi fortryder bagefter.

Det er anvendeligt i alle sammenhænge på micro som macro niveau.

Vi skal have lidt mere af det vi kalder kærlighed, nænsomhed eller som nogen kalder "energy of Love", andre kalder "Guds energi" eller "GI" osv...