Relationel Traumeterapi

PTSD og manglende regulering i nervesystemet

Sun, 29 Mar 2026 11:33:32 GMT

Stress i nervesystemet - for store og små sjæle

Stress hos store og små

Stress, nervesystemet og relationel regulering

Når vi opfanger stress, ved vi det ikke altid. Men vi regulerer det nogle gange ubevidst, og når vi bliver bevidste, ved vi måske ikke helt, hvad der sætter det i gang. I traumeterapien ser vi på stresstilstande i tre grader, som viser sig på forskellige måder. Vi kan aktivere dem både bevidst og ubevidst. Normalt skal vi bruge de tre grader i forskellige situationer og til forskellige formål. Når de aktiveres og reguleres ned igen, er der balance mellem sympatikus og parasympatikus. Vi kan sænke arousal og opnå balance og trivsel.

Men når vi har en fastlåst 2. og 3. grad af stress, der er aktiv, kan de ligge i "baggrunden" i vores krop og nervesystem. De kan aktiveres ubevidst, og det er nok mere almindeligt, at de aktiveres ubevidst end bevidst. Det er meget almindeligt, at vi bruger tid i terapien på at undersøge, hvad det er, der aktiverer stresstilstandene, og ofte er det sådan, at man tror, man ved, hvad der aktiverer stressen.

Det er mere krævende at opdage, hvad der er stressoren hos et barn eller et spædbarn. Vi har heller ikke tradition for at tænke, at små børn bliver stressede. Men stress er en overbelastningstilstand i nervesystemet og er neurologisk betinget. Derfor kan det gå under radaren, når vi ser på mistrivsel.

Hvis et barn oplever noget, der ikke bliver reguleret af et reguleret nervesystem, ligger kodningen af den uregulerede stress i nervesystemet – det er en simpel evolutionær tilknytningsstrategi, som barnet opfanger for resten af sit liv.

Der er mange måder at tage sig af sådanne tilstande på. Først og fremmest skal det ske relationelt. Små børn, babyer og prenatale babyer skal reguleres relationelt. Al stress i nervesystemet bliver reguleret på en social platform; det ligger i vores nervesystems konstruktion og vores evne til at overleve i verden.

Når vi åbner vores bevidsthed for at invitere den lille baby ind og tro på, at babyen forstår, hvad vi siger, og hvad vores intention er, så begynder dialogen. Empatien udvikler sig både hos den voksne og hos babyen. Når vi regulerer, sker det ofte i de lag, der ikke bruger ord.

Præ- og perinatal stressreduktion

Jeg samarbejder med en jordemoder om et særligt udviklet præ- og perinatalt forløb for gravide kvinder. Det er et tilbud til den vordende mor om at øge tilknytningen til sin kommende baby og allerede i løbet af graviditeten oparbejde tryghed og mere balance mellem mor og barn.

Projektet og konceptet hedder Bonding Potency og bygger på integrationen af den viden, vi har på området omkring tilknytning og regulering af nervesystemet, samt et veltilrettelagt forløb til den gravide. I mange år har jeg specialiseret mig i reguleringen af nervesystemet og tilknytningen – og det kommer i spil i samarbejdet med min kollega.

Vil du vide mere om det, er du velkommen til at tage kontakt, også på andres vegne, for at undersøge muligheden for at deltage.

Har du spørgsmål eller vil du tilmelde dig, er du velkommen til at kontakte mig. Du kan også følge projektet på Bonding Potencys Facebook-side , hvor vi deler viden og opdateringer.

. #HolisticHealth

#TraumaRegulation

#Relationeltraumeterapi

#Neuroscience

#ProfessionalTherapy

#ClientCentric

#Stress

#Prænatalterapi

#ptsd

#forældre

Arausal - hvordan opdager man sin arausal

Sat, 07 Mar 2026 17:45:51 GMT

Vil du høre min samtale med min BKST kollega om arausal?

Kreativitet kan regulerer i traumer

Thu, 29 Jan 2026 15:27:21 GMT

Kreativt håndarbejde som vej til heling i traumeterapi

Neurobiologisk evidens: Hvorfor hænderne påvirker hjernen

De psykiatriske behandlinger har glemt, hvad der var hjælpsomt for patienterne. Men neurobiologisk forskning viser, at kreative frembringelser har en helende effekt for psykiatriske patienter.

Neurobiologiske studier viser, at der er en forbindelse mellem fingrene, hænderne og hjernen, og man kan se, at hjernesundheden øges, når vi laver noget med vores hænder. Vejen til sundhed går gennem sanserne. Når kroppen får lov til at skabe kreativitet, aktiveres glædeshormoner, dopamin og serotonin. Disse hormoner øger vores trivsel og evne til at slappe af og være i nuet. Når du bruger dine hænder til at lave kreativt håndarbejde, får du mulighed for at mærke dig selv.

Theresa Schilhab mener, at sindet ikke kan hele, uden at kroppen er med i helingen. Hun har dokumenteret, at helingen kun sker, når kroppen bliver involveret, og sanserne samt erfaringerne inddrages.

Case‑historie: Fra psykologi‑ til skulptur‑holdet

For mange år siden var jeg i et praktikforløb på Gimle Daghøjskole i Aarhus i forbindelse med min voksenunderviseruddannelse på DPU, Danmarks Pædagogiske Universitet. Jeg var optaget af demokratisk læring og personlig udvikling og valgte at følge både et psykologi‑hold og et skulptur‑hold.

I min reflekterende opgave opstod der erkendelser, som jeg sidenhen har vendt tilbage til indimellem. På psykologi‑holdet observerede jeg, at deltagerne ofte ønskede at løse deres psykologiske problemer og mistrivsel, og at der i gruppen ofte var høj arousal og låsninger i nervesystemet hos den enkelte. Det føltes, som om man tænkte sig til løsninger, mens man prøvede at blive rask og få det bedre.

På skulptur‑holdet oplevede jeg en proces, der gik fra start til slut for den enkelte, og hvor en masse traumatisk energi og materiale blev løst gennem fysisk og praktisk arbejde. Der var varme, intensitet og en venlig, nænsom atmosfære i lokalet. En stilhed mellem deltagerne og et anerkendende nærvær hos den enkelte skabte en meget smuk oplevelse for mig. Forskellene mellem de to hold inspirerede mig til at undersøge kreativitet og læring som elementer i personlig udvikling.

Socialt Indblik‑podcasten har en rigtig fin udsendelse om kreativitet, hjernens udvikling og hvordan psykiatriske patienter får det bedre.

Theresa Schilhabs perspektiv på krop‑baseret heling

Theresa Schilhab (f. 1967) er neurobiolog, dr.pæd., ph.d. i bevidsthedsbiologi, MA i filosofi og lektor ved DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse. Hun siger:

“Vi er først og fremmest vores kroppe. Det er med kroppen, vi sanser og er i verden og indgår i samfundets fællesskaber. Derfor er vi nødt til at vende tilbage til en tilgang, hvor vi giver plads til at bringe kroppen i spil. Det er gennem kroppens sanser, at psykiatriske patienter kan finde hjem i sig selv og få konkrete redskaber til, hvordan de finder ro.”

Citatet stammer fra artiklen “Psykiatrien har lukket døren til det, der virker. Nu vil forskeren åbne den igen” i mediet Socialt Indblik.

Praktiske tips: Sådan integrerer du kreativ håndterapi i din praksis

Hvis du ikke ved endnu hvad du synes er rart eller dejligt at lave med dine hænder - kan jeg foreslå dig at starte med at afprøve forskelllige muligheder.

F.eks. er det en ide at lede lidt efter hvad du tidligere har haft stor glæde ved at lave med dine hænder måske endda fra din barndom og ungdoms tid. Afprøv måske at sy med stramaj sting eller gå en tur i "genbrugsen" og find nogle af de mange ufærdige sy og strikkeopgaver, der ligger til salg til en brøkdel af hvad det normalt koster. Her kan du også finde strikkepinde og syting uden at det skal koste en "jetjager". Du kan også lade dig inspirere af andre ved at lede lidt på pinterest.com eller lede på instagram sider for kreativt arbejde og mærk efter hvad du føler dig drevet mod, der vil du sandsynligvis finde gode eksempler på hvad kreativitet kan føre til. DR.dk har en udsendelse om kreativitet med skrald for børn men er en sjov udsendelse man kan lade sig inspirere af. Et andet eksempel på skraldekunst og upcycling se på https://dk.pinterest.com/pin/492649954712901/

Materialer og øvelser for voksne

Når først man får åbnet for den kreative åre, så vil du opdage at der følger mere med og du vil komme igang med at fordybe dig. Det er lige så vigtigt at være sammen med andre om sine kreative sysler - så hvis du allerede nu ved at det svært at komme igang med det selvom du ved hvad du interesserer dig for - så lav en aftale med nogen om at lave noget kreativt sammen eller meld dig til et aftenskole kursus hvor du kan blive inspireret og møde andre mennesker. Den lokale AOF eller FO har mange muligheder. Hold dig ikke tilbage med at melde dig til noget du ikke ved hvad er men som du er nysgerrig på.

Materialer og øvelser for voksne, en kreativitetsøvelse

Du skal bruge en klump modellervoks eller frisk ler, rester fra juledekorationerne i december (o: og et stopur.

Find noget du har stående - det kan være en mælke karton .- eller en figur eller en bold. Du skal bruge det til at se på og modellerer efter.

Brug 1 minut til at se på formen af mælkekartonen - se de overordnede linjerne og formerne. Sæt æggeuret så du ikke kan se tiden gå.
Læg den mælkekartonnen væk og sæt uret til 3 minutter og form nu med din modellervoks efter din hukommelse de overordnede linjer af "mælkekartonnen"
Brug derefter 1 min til at se på formen af mælkekartonnen igen og se forholdende mellem linjerne. Længde og størrelse.
Læg den væk sæt uret til 3 minutter igen og form nu din modellervoks endnu mere efter din hukommelse linjerne og formen - brug tiden til at fordybe dig. Stop når uret ringer.
Se igen på hvad du har lavet og mærk hvordan du har det med det. Mærk intensiteten og kroppens reaktioner efter denne øvelse.

Kort opsummering

Kreativt håndarbejde og andre former for kropslig kreativitet kan aktivere neurokemiske processer, der fremmer trivsel og heling. Ved at inddrage kroppen i terapien giver vi psykiatriske patienter konkrete redskaber til at finde ro og genoprette forbindelsen mellem sind og krop.

Lyt til podcastet

Hvad er den bedste traumebehandling?

Thu, 29 Jan 2026 12:12:22 GMT

Hvad er den bedste traumeterapi?

Den bedste traumeterapi – hvad betyder det egentlig?

Hvis du søger på Google, får du ofte svar, der lover en hurtig løsning.

Mit svar er, at den bedste traumeterapi er den, som tager hensyn til dig – din trivsel, dit traume, dine reaktioner, dine emotioner, din tilknytningsprægning, din kultur, dit liv nu og her, og hvor du kommer fra.

Når nogen siger, at du skal have medicin for at regulere dine traumer, er det et udtryk for, at man tænker at vi skal lægge låg på tilstanden.

Relationel traumeterapi – en anden vej

Du skal ikke have medicin for at regulere dit traumemateriale.

Du skal ikke behandle dit traume direkte for at regulerer dit traume.

Du skal ikke kun følge én vej for at blive reguleret i traume energier.

Du skal ikke nødvendigvis gå i individuel terapi for at regulerer ordentligt.

Du skal ikke nødvendigvis gå i gruppeterapi for at regulerer i alle energierne.

Hvis vi tror, at der kun findes én vej til bedring, har vi allerede “spillet os ud af pladen”. Det er den store misforståelse i al behandling; troen på, at vi kan levere et quick‑fix, eller at behandlere og institutioner kan levere et quick‑fix.

Problemet er, at traumatisering altid er forbundet med stor smerte. Det er pinefuldt at bære traumer, og for nogle er smerten så intens, at de helt lukker af for at mærke sig selv eller for at kunne være til stede. Nogen udvikler misbrug eller selvskade for at være til - fordi smerten er for stor at bære bevidst.

Når vi bærer på smerte, aktiverer vi ofte andres nervesystemer, som så forsøger at løse problemet for os. Især hvis man ikke er bevidst om sit eget nervesystem og sin tilknytning, er der risiko for at blive trukket ind i en hjælperrolle, hvor man jagter quick‑fixes. Det sker også for behandlere og systemet.

Der findes mange forventninger til, hvordan mistrivsel skal løses – især når vi taler om psykiske lidelser. Her er der et socialt ansvar, som vi sjældent undersøger: Hvem skal tage ansvaret?, og hvem har ret til at træffe beslutninger?

Ansvaret ligger hos den enkelte, familien og systemet, men ofte bliver ingen af delene inddraget i løsningen. Således ender byrden hos den, der lider, og som bærer smerten også selvom den lidelse man bærer er relationelt opbygget og måske endda er transgenerationelle traumer der går i arv.

Hvis du vil høre mit konkrete svar på din problematik, er du altid velkommen til at kontakte mig. Jeg vil give dig et forslag til, hvordan vi kan tage hånd om din situation.

Stress inddeles i 1. 2. og 3. grads stress i RTT

Sun, 25 Jan 2026 10:26:12 GMT

I RTT er vi opmærksomme på niveauerne af stress

Introduktion til stress og panik‑angst

Det var en almindelig dag, hvor nogle venner af familien kom forbi klinikken og så, hvordan den så ud. De bemærkede de forskellige uddannelses‑diplomer, der hænger på en væg i klinikken.
Jeg har dem hængende mest for min egen skyld, så jeg løbende har mulighed for at huske mig på det faglige felt. Det er som med mine bøger i reolerne. De minder mig om, hvad jeg har fordybet mig i gennem tiden, og jeg bliver mindet om det i min hverdag, så jeg kan videreudvikle min faglighed og integrere viden i min praksis.

En personlig beretning om stress og panik‑angst

Min opmærksomhed og udvikling startede oprindeligt for ca. 25  år siden – da jeg nogle gange i løbet af et år fik mærkelige oplevelser, hvor jeg pludselig ikke kunne trække vejret. Det blev så voldsomt, at min mand kørte mig afsted til skadestuen “babubabu” med åbne vinduer, i en halv time til vagtlægen, mens jeg var i panik over at skulle dø. Efter et stykke tid opdagede jeg, at det nok var det, man kaldte hyperventilering, panik‑angst, og nogle talte om angst og depression.

Det skete nogle gange, og en dag blev det alt for meget for min krop. Jeg ringede til lægen en dag, hvor jeg bogstaveligt talt kravlede langs væggene, fordi min hjerne, og mit nervesystem var så belastet, at jeg havde selvmordstanker – jeg var oprigtigt bange for, at jeg blev overtalt af min hjerne til at slå mig selv ihjel.
Min læge var omsorgsfuld og vidste, at noget var galt, da jeg ringede og bad om at komme ind, selvom det var efter lukketid i praksissen. Jeg havde i et stykke tid forsøgt at få hjælp til min trivsel, men det lod sig ikke ændre, så jeg tog til lægen og fik at vide, at jeg var syg med belastning. Hun gav mig samtaler i praksissen, så hun kunne holde øje med min trivsel. Der var meget skam forbundet med det at være ramt. Det var ikke kun min egen skam men også min omverdens skam. Skammen over ikke at kunne klare mig selv. Skam over at skulle fortælle min omverden om at jeg ikke kunne slå til.

Det interessante var, at der ikke rigtig var noget sprog for, hvad jeg fejlede. Jeg husker dagen så tydeligt; tiden stod stille, ligesom når man oplever, at en i familien er død. Det var nu, jeg måtte sætte mig selv i centrum, jeg måtte tage mig af mig selv – min familie blev nødt til at hjælpe MIG og støtte mig – og hele systemet omkring mig måtte stoppe op sammen med mig for at ændre, hvordan vi var sammen. Det tog ca. 2  år, hvor jeg var helt flad og ikke kunne være sammen med nogen mennesker. Hver gang jeg var sammen med andre i små 15 minutter, måtte jeg gå i seng og lægge mig, min mand måtte lægge sig bag ved mig og holde om mig for at der kom mere ro på nerverne, fordi hele nervesystemet var i alarmberedskab.

Ingen fortalte mig, hvad jeg fejlede, for ingen vidste noget om stress og stress‑symptomer eller hvad man stillede op med det. Så jeg gik i gang med at finde min egen vej. Jeg opdagede flere mulige måder at regulere tilstanden på, og en af mine store hjælpere var yoga, meditation og pranayama/åndedrætsøvelser, qi‑gong og tai‑chi‑øvelser. Det er i dag også det, jeg laver, nogle gange mere end andre, men jeg har lært mig adgang til de forskellige praksisser. Det var en lang og “uglet” vej til heling. Jeg måtte læse mig igennem flere bøger, og Jes  Bertelsens bog om chakra var en åbenbaring for mig på sjæleplan. Der opdagede jeg, at det spirituelle plan var et meget nært tilknyttet plan hos mig. Jeg oplevede det som Pandoras æske; alt blev levende, og den bevidsthed blev en af mine tidlige sandhedslinjer i forståelsen af, hvad liv er, og at vi er liv.

Mit liv blev bedre den dag, jeg fandt ud af, hvad jeg egentligt havde lyst til at beskæftige mig med og fordybe mig i. Det blev en lang rejse igennem voksenpædagogiske uddannelser, diplomuddannelser og endnu flere uddannelser inden for læringspsykologisk område. I  2008 mødte jeg en meget vigtig person i mit liv – som er min supervisor i dag og læremester inden for RTT, hypo‑arousal og grader af stress‑niveauer: Merete  Brantbjerg, psykoterapeut og pioner inden for relationel traumeterapi. Det startede med et enkelt kursus, og så fandt jeg ud af, at dette var min vej ind i noget, jeg altid havde haft en impuls til at undersøge, men ikke kunne finde ud af, hvad var. De mange kurser og efteruddannelser endte med, at jeg i dag arbejder som relationel traumeterapeut, og jeg er ret godt inde i, hvad stress egentlig er, og hvordan vi kan arbejde med at reducere og regulere på de forskellige niveauer.

I det følgende er der en lille indføring i, hvordan stress bliver set på i relationel traumeterapi.

Vores nervesystem

Vi kan definere vores nervesystem på flere måder; overordnet fagligt set kender vi nerverne og de forskellige opgaver de påtager sig og så ved vi at nervesystemet er påvirket af hjernen, tilknytningen, transgenerationelle traumer og nervebaner, samt sundheden og tension i vævet, ernæring, vitaminniveauerne og hormonniveauerne. Det er en ret stor kompleksitet. Der er flere teorier omkring nervesystemet som bla. polyvagal teorien, der taler om vagusnervens indvirkning på kroppens funktioner og det autonome nervesystem.

Nervesystemet er en vigtig faktor i stress sammenhænge fordi stress er belastning af blandt andet nervesystemet og skaber øget arausal eller mangel på samme.

I relationel traumeterapi ser vi på stress ud fra en tredeling.

Første grads stress

Der er ligelig fordeling af svingning mellem sympatikus og parasympatikus. Det sympatiske nervessystem er det der Der er balance i kroppen, sanserne fungerer, hjertet har normal rytme, og blodtrykket er normalt.

Anden grads stress

Der er øget arousal; blodtrykket stiger, og svingningen mellem sympatikus og parasympatikus kan være ulige. Der vil være øget pres på sanserne – syn, hørelse, smag, følesans, proprioception og den spatielle sans bliver udfordret. Balancen kan blive dårligere; du kan opleve svimmelhed og miste balance. Dit syn begynder at indskrænke sig, og det perifere syn bliver mindre. Nogle udvikler svimmelhed og tåget syn.

Tredje grads stress

Der er kraftigt øget arousal; blodtrykket stiger, og svingningen mellem sympatikus og parasympatikus er stærkt ulige, afhængig af hvilken tilknytning man har. I denne fase kan man enten sidde på kanten af affekt eller blive overtaget af tredje grads stress. Når vi bliver overtaget, opstår panikangst; vi kan enten gå direkte ind i tredje grads stress eller dissociere. På dette niveau er sanserne begrænsede – de fungerer ikke optimalt. Man kan blive blind, miste orienteringen fuldstændigt, blive svimmel, ikke kunne høre, og kun se i sort/hvidt/rødt. Emotionerne kan overtage: vrede, affekt, opløsning, og man kan “forsvinde”.

Stressniveauernes opståen

Stressniveauerne kan opstå uden, at vi er klar over det, når vi ikke kender os selv eller ikke er opmærksomme på, hvordan vi egentlig har det. Når stressniveauerne opstår pludseligt, er de ofte båret af chok eller præ‑affektivt chok, og i dette ligger traumatisering, ureguleret energi og usikkerhed. PTSD‑tilstande er forbundet hermed, og det er invaliderende ikke at få ordentlig hjælp til PTSD.

Vi ved ikke altid, hvad der er hvad, men sammen med mig kan vi finde din vej til heling af de prægninger, der er dannet gennem din opvækst. I tilknytningen er der mange muligheder, som kan hjælpe os med at blive mere i balance og få større kontakt til ressourcer i stedet for at blive fanget i gamle mønstre. Det kræver bevidst arbejde for at få det reguleret, og det skal ske i en passende god containment og kontakt både indad og udad. Derfor kan vi ikke gøre det alene.

Hvor sætter stress sig?

Vi taler ofte om nervesystemet, når vi taler om stress, men stress viser sig også i vores celler, organer og adfærd. Når stress sætter sig i kroppen, er det fordi vi er udsat for toxic stress – en stress, der går “under huden”. Det påvirker organerne – bl.a. hjerne, lever, tarme og nyrer – og der er mange teorier om, hvordan det kan ske, og hvem der får hvad. Men vi ved, at når stresspåvirkningen varer længere tid, påvirker den hjernen, hjertet, organerne og tarmene. Det er en meget invasiv tilstand for kroppen og også relationelt invasiv. Når én i familien bliver ramt af stress, bliver familien ramt af stress, både på grund af lidelsen og fordi nervesystemerne spejler hinanden, og hjerterne er koherente, så vi adapterer hinandens stressniveauer. Når vi gør det, udsætter vi hinanden for overaktive nervesystemer, hvilket øger konfliktniveauer og ureguleret tilknytningsadfærd. Det kan blive meget betændt og potent i relationerne.

Perspektiv

Heldigvis ved verden mere i dag – jeg satser på, at vi er mere åbne for oplysning og læring frem for at reproducere gamle normer. Vi er nødt til at se på vores normer og værdier for at ændre vores eget stressniveau. I dette ligger grader af anerkendelse. Et helt særligt og væsentligt perspektiv, som jeg bygger min praksis på. Det handler om at være opmærksom på, hvordan vi er anerkendende, og hvordan vi integrerer anerkendelse i vores hverdag. Her kan vi flytte os, udvikle os og give plads til os selv og de andre. Kun når anerkendelse er til stede, kan vi udvikle os. Det er vigtigt at være opmærksom på – ikke? Det vil jeg gå dybere ind i på den kommende blok.

En klient spurgte mig på et tidspunkt: - "Kommer jeg nogen sinde ud af det her angst?" Mit svar var:

" Jeg ved at det kan lade sig gøre at fjerne sig fra 3. grads stressniveauer - det sker når vi integrere tilstandende i rette docering og kontakt" - hvis du tager dig af dig og det du har med dig."

"Det er en god start til at regulerer ind kroppens hukommelse, nervesystemer og tilknytning. Der er altid en vej og det er din vej - ikke som andres eller din terapeuts vej."

Hjertelig tak fordi du læser med - skriv gerne til mig hvis du har spørgsmål eller ønsker at få hjælp, klik på knappen øverst på siden

Kh Linda

“Hvorfor vores tryghed er under pres – og hvordan vi kan genoprette den”

Mon, 05 Jan 2026 15:40:50 GMT

“Tilknytningsteori og tryghed er under pres – sådan kan vi genoprette det”

“I en verden, hvor teknologiske systemer, globale kriser og politiske forandringer konstant udfordrer vores følelse af sikkerhed, er det vigtigt at forstå, hvordan vores nervesystem og tilknytningsstrategier reagerer. I det her indlæg ser vi på, hvorfor både makro‑ og mikroniveauet påvirker vores tryghed, og hvilke konkrete skridt vi kan tage for at genvinde roen.”

Introduktion

Mange af os ser mere og mere, at vores oplevelse af tryghed bliver udfordret på både makro‑ og mikroniveauerne. Vores stater bliver udfordret af  tech‑systemer og virksomheder, andre stater og  mennesker, som vi normalt troede var vores allierede. Vores systemer viser sig ofte som utilstrækkelige – mere end vi havde forventet.

Vi bliver tvivlsomme i bevidstheden – vi ser det både i staten og den enkelte borger mister tilliden til sin egen dømmekraft.

Makro‑ og mikroniveauet

På makroniveauerne er kloden og rummet omkring os blevet en del af et politisk og teknologisk magtspil, som selv tech‑elite og magteliten har svært ved at gennemskue konsekvenserne af. Vi lader os lede af teknologier, uden at vi forholder os etisk og moralsk til, om det faktisk er noget, som kloden skal eller vil acceptere, og om det fremtidssikrer os. Vi må spørge os selv, om vi overhovedet ønsker en fremtid med de nye teknologiske landvindinger, der bliver lovet os.

Dette påvirker os som individer – vores “menneskesystem”, relationer, trivsel, tryghed, cellulære niveauer, hormoner, nervesystemer og organsystemer. Jeg kunne blive ved…

Når en ydre utryghed er til stede, øger den presset på det indre miljø for at optimere trygheden. Vi ved det måske bare ikke, og vi mærker det måske ikke konkret. Det ligger i ubemærketheden og underbevidstheden.

Tilknytning, overlevelsesstrategier & tryghed: Sådan påvirker stress, nervesystemet

Presset udefra aktiverer måske autonomien hos nogle, og traumemønstre aktiveres i mere eller mindre grad, når trygheden forsvinder, eller når grænserne overskrides.

Spørgsmålene: “Hvad bliver det næste?”
Skal jeg sørge for “mig selv” før alt andet – min økonomi, ekstra mad i skabene, et sted at gemme mig, eller hvor skal jeg rejse hen?
Nogen tvivler og forsøger ikke at gå i panik; de undgår nyhedstrømmene og lever deres liv, som om det, der sker, ikke sker.

Vi kan simpelthen ikke undgå, at vores nervesystem og hjerne bliver aktiveret på den ene eller anden måde. Vores tilknytningsstrategier aktiveres, så snart arousal stiger, og stress‑tilstande bliver aktive, uanset om energiniveauet er højt eller lavt.

I tilknytningsadfærden ligger overlevelsesmønstrene – de mønstre, som genetisk og generationelt har hjulpet os med at overleve selv de mest ekstreme tilstande i barndommen og i livet generelt.

Tilknytningsstrategierne giver os evnen til at være – selv med det “svære”. I et ureguleret nervesystem kan det blive mindst lige så svært at være ureguleret med det svære, som at skulle håndtere sine egne følelser og emotioner omkring det “svære”.

Vi må huske, at strategierne oprindeligt var overlevelsesmekanismer for noget traumatisk, og måske fordi ingen havde adgang til empati eller egne strategier til at forstå, at noget var traumatiserende.

Det er her, vi genskaber generationers tilknytningsstrategier – uden at vi er klar over det og uden at vi forstår at de er strategier for at undgå smerte og det, der er endnu værre.

Tilknytningsprojektet The attachement project , har videreudviklet på tilknytnings typerne

Ængstelige
Undgående
Desorganiserede

Tilknytningsteorien blev oprindeligt udviklet af John Bowlby, psykiater og psykoanalytiker, i 1950‑erne.

Ifølge Bowlbys teori, former et barns tidlige relationer til omsorgspersonerne, sine tilknytningsstrategier. Når et barn bliver født, opstår den første sociale binding ved mødet med sine primære omsorgspersoner (normalt forældrene). På dette tidspunkt begynder barnets hjerne at danne en opfattelse af sociale interaktioner.

Sikker tilknytning
Hvis barnet vokser op i et varmt, omsorgsfuldt og nærende miljø, hvor omsorgspersonerne er lydhøre over for barnets følelsesmæssige behov, danner barnet en tryg binding – den såkaldte “sikre tilknytning”. Barnet lærer, indirekte, at dets følelser og behov bliver anerkendt, at det vil blive støttet og elsket, og at man generelt kan stole på mennesker. Det er et hvert menneskes ideal tilstand.

Ængstelig og utryg tilknytning

Denne person bruger angst som primær reguleringsstrategi i relationerne. Denne strategi styrer handlinger og adfærd ofte på et ubevidste niveau. Personen kan have uregulerede chok og traumer i kroppen og de ligger ofte i hjernestammen. Det kan gøre det svært at være sammen med andre og det vil være svært at knytte sig til andre mennesker og det kan variere meget fra person til person i hvilke grader det viser sig såvel som det er afhængigt af historik, kultur og oprindelse.
Når barnet oplever, at dets behov ikke bliver mødt, eller at fysiske og psykiske grænser bliver overskredet, lære det at man ikke kan opbygge en sikker og stabil binding til de primære omsorgspersoner. Dette fører ofte til en forvrænget opfattelse af, hvordan relationer fungerer, og hvordan man kan sikre tryghed.

Den “undgående” tilknytning

Den undgående tilknytning kan vise sig på to overordnede måder:

Personen er meget aktiv udadtil, men undgår at knytte nære relationer.

Personen trækker sig tilbage eller laver agting out, når relationerne bliver mere alvorlige eller intime.

Denne adfærd kan føre til ensomhed, fordi personen foretrækker at være alene frem for at være sammen med andre, hvilket skaber et lukket system af undgåelse og isolation, det kan være svært at bryde den onde cirkel.

Den “desorganiserede” tilknytning

Den desorganiserede tilknytning ses ofte hos mennesker, der har oplevet store relationelle svigt i nære relationer. Strategien aktiveres i stressede situationer og kan genaktiveres, når stressniveauerne stiger. Den kan forvrænge virkelighedsopfattelsen og fungere som en overlevelsesmekanisme i ekstremt smertefulde eller utrygge situationer. Ofte er der tale om langvarige faktorer såsom opvækstbetingelser, kulturelle normer eller dysfunktionelle omsorgspersoner.

Vi kan betragte disse tre/fire hovedstrategier som grundlag for at forstå mekanismerne i relationer, men i praksis er det et mindre "sort/hvidt" billede. Vi har strategier der kan være lidt det ene og lidt det andet, afhængigt af kontekst og personlig historie og derfor holder jeg meget af at tænke på teorien, som et kludetæppe af makører for hvordan vi optimere og regulerer i kontakt med mennesker. Det er med andre ord ikke en statisk tilstand, det er min klare overbevisning og erfaring.

Stress i nervesystemet: Fra 1. grads til 3. grads stress

Stress i nervesystemet - er et vilkår under normale forhold - det er vigtigt for vores måde at trække vejret og indtage liv og det er vigtigt for at vi kan overleve hvis noget er farligt. Men vi kan ikke tåle at være i høj stress i for lang tid ad gangen. Det var aldrig meningen med denne funktion at den skulle være overaktiv hele tiden.

Stress aktiveres både udefra og indefra. Med det mener jeg at vi har en struktur i hjernestammen, som er sådan en detekter efter farlige situationer - og har vi fået lidt for meget prægning der, så bliver vi mere og oftere mere på vagt overfor farer og vi bliver ofte øget vagtsomme. Det aktiveres og øges når vi føler os utrygge eller vores system genkender noget der ligner utryghed eller fare.

Når jeg ser på stress tilstande hos mine klienter, så checker jeg sanserne og her kan alle være med:

- check dit syn, er det klart eller slørret? Har du tunnelsyn eller har du et rimeligt godt perifert syn? Hvordan har din probioceptive og spartiale sans det? (Din balance, rum og retningssans? Prøv at stå på et ben med åbne og med lukkede øjne)

Hvordan bevæger dine øjne sig? Er der steder hvor de ligsom hopper eller er låste - jeg har lagt nogle indledende øvelser til fri download på min hjemmeside her - helt gratis!

Hvis der er steder hvor du ikke er tilfreds eller du opdager at noget ikke er helt godt, så er der sandsynligvis stress i dit nervesystem som ikke er reguleret.

Når vi bliver stressede - er der forskel på om vi bliver stressede i

1. 2. eller 3. grads stress

grads stress - er en helt almindelig tilstand hvor vi er i live - kroppen regulerer sig almindeligt og vi kan agerer når vi skal og vi kan slappe af når vi skal - populært sagt.
grads stress - her bliver dit sociale nervesystem aktivt - det er hele den øverste del af kroppen fra brystkassen og op ad. Dine sanser bliver aktive og øgede i bevidstheden og underbevidstheden. Dine emotioner bliver også aktive og du agerer med dem og på dem. Du får øget puls og din søvn bliver påvirket, det kan være svært at finde ro i kroppen.
grads stress er dit overlevelses niveau - her agerer vi udfra vores tilknytningsadfærd, altså den tidlige kodning fra barndommen og også før fødsels prægninger. Det er et niveau hvor vi også kan opleve at vi dissocierer - altså vores bevidsthed bliver ændret og vi kan glemme hvad der er sket eller hvad vi har gjort eller sagt. I denne grad af stress ligger der, chok og pre-affektive chok som ligger i hjernestammen efterfølgende.

Et normalt nervesystem

I et normalt reguleret nervesystem skal man kunne bevæge sig rundt i de forskelllige niveauer uden at blive syg af dem eller uden at blive mere stresset af dem. Men vi ved at tilknytningsstrategierne bliver aktiverede i 2. og 3. grads stress og for nogens vedkommende er det svært at få reguleret i nervesystemet så man kan komme ned i niveauet, det er ofte mennesker med PTSD og lignende tilstande, der befinder sig der. Sådan har det været hidtil.

Men vi er blevet klogere nu, igennem øget neurologisk forskning, derfor arbejder jeg med NRE, Neuro Recilient Exercises - øvelser der er koblet ind i RTT og som bevisligt har reduceret PTSD attacks (Data er indsamlet i et forsøg på en varighed af 6 uger.) Det betyder ikke at det kun tager 6 uger at blive fri for sine PTSD reaktioner, men at nogen oplever at reducerer PTSD attacs, ved at træne med NRE øvelserne sammen med RTT terapien.

Perspektiv

Når hele dette komplekse "kludetæppe" af neuroligske, emotionelle og kropslige tilstande bliver aktiverede af den ene eller anden årsag kalder det på at vi bliver mere bevidste om det på individ- og det kollektive niveau. Både for vores egen skyld og fællesskabets skyld, lokalt som globalt og universalt. Vi har en rolle hver og en - både for os selv men også for det kollektive. Det er nok det der er min mission - at lære det fra mig, "at vi kan lære at optimere mere tryghed i os selv" og på den måde hos hinanden. NRE øvelserne kan give os adgang til at regulerer høj arausal når det sker og på den måde reducerer stress, før vi bliver overtaget af det og måske foretager handlinger og tager beslutninger, vi fortryder bagefter.

Det er anvendeligt i alle sammenhænge på micro som macro niveau.

Vi skal have lidt mere af det vi kalder kærlighed, nænsomhed eller som nogen kalder "energy of Love", andre kalder "Guds energi" eller "GI" osv...

Relationel Traumeterapi

PTSD og manglende regulering i nervesystemet

Stress i nervesystemet - for store og små sjæle ﻿

Stress hos store og små

﻿

Præ- og perinatal stressreduktion

Arausal - hvordan opdager man sin arausal

Vil du høre min samtale med min BKST kollega om arausal?

Kreativitet kan regulerer i traumer

Kreativt håndarbejde som vej til heling i traumeterapi

Neurobiologisk evidens: Hvorfor hænderne påvirker hjernen

Case‑historie: Fra psykologi‑ til skulptur‑holdet

Theresa Schilhabs perspektiv på krop‑baseret heling

Praktiske tips: Sådan integrerer du kreativ håndterapi i din praksis

Materialer og øvelser for voksne

Materialer og øvelser for voksne, en kreativitetsøvelse

Kort opsummering

Hvad er den bedste traumebehandling?

Hvad er den bedste traumeterapi?

﻿

Den bedste traumeterapi – hvad betyder det egentlig?

Relationel traumeterapi – en anden vej

Stress inddeles i 1. 2. og 3. grads stress i RTT

I RTT er vi opmærksomme på niveauerne af stress

Introduktion til stress og panik‑angst

En personlig beretning om stress og panik‑angst

Vores nervesystem

Første grads stress

Anden grads stress

Tredje grads stress

Stressniveauernes opståen

Hvor sætter stress sig?

Perspektiv

“Hvorfor vores tryghed er under pres – og hvordan vi kan genoprette den”

“Tilknytningsteori og tryghed er under pres – sådan kan vi genoprette det”

Introduktion

Makro‑ og mikroniveauet

Tilknytning, overlevelsesstrategier & tryghed: Sådan påvirker stress, nervesystemet

Stress i nervesystemet: Fra 1. grads til 3. grads stress

Et normalt nervesystem

Perspektiv

Stress i nervesystemet - for store og små sjæle

Theresa Schilhabs perspektiv på krop‑baseret heling